Esben Dalgaard – Om Karsten fra Juleønsket

Af: Michael, uofficiel fanside

Esben Dalgaard spiller rollen som Julies far, Karsten i TV 2s julekalender 2015: Juleønsket – Her har du mulighed for at læse mere om Esben Dalgaard og hans rolle i Juleønsket.

Esben Dalgaard er født d. 3. juli 1976, opvokset i Vejle og blev færdiguddannet skuespiller fra Odense Teaters elevskole i 2008. Han er også uddannet fra Lee Strasberg Theatre Institute i New York. Esben Dalgaards højde er 1,89 meter. Fra et interview, bragt i 2013, fremgår det, at han har en kæreste. Vi er ikke klar over, om Esben Dalgaard  i mellemtiden er blevet gift med kæresten. Vi kan fortælle, at Esben Dalgaard har et barn (en datter).

Esben Dalgaard kan opleves i to danske tv-serier, nemlig DR’s ”Bankerot”  og DR’s ”1864” . Nu mere om disse serier og Esben Dalgaards roller i dem:

”Bankerot”
Dion hedder den person, Esben Dalgaard spiller i serien ”Bankerot”, der kan betegnes som et realistisk hverdagsdrama, der også byder på humor. Bankerot – som er skrevet af Kim Fupz Aakeson og instrueret af Henrik Ruben Genz (konceptuerende) – handler om to venner, Thomas (Martin Buch) og Dion. Thomas er i sorg over, at hans kone er død og kæmper for ikke at få tvangsfjernet sin søn. Dion er netop løsladt fra et længere fængselsophold. Sammen vil de gerne åbne en restaurant – i håb om, at det kan bringe dem succes. Dion kan karakteriseres som én, der har det med at træffe forkerte beslutninger. Som ung var han på kostskole (grundet sine forældres tidlige død i en trafikulykke). Han har det dårligt over sine håbløsheder. I serien medvirker også bl.a.: Viktor Lykke Clausen, Finn Nielsen, Lærke Winther, Peter Gantzler og Rikke Louise Andersson. På DR’s webside kan man læse, at ”Bankerot” har ”skæve karakterer med mange talenter, men manglende evne til at håndtere livet.”. Til Ekstra Bladet har Esben Dalgaard  udtalt, at arbejdet med ”Bankerot” har forløbet ”fuldstændig entydigt fantastisk”. For at passe bedst muligt til sin rolle i ”Bankerot” måtte Esben Dalgaard  tabe en hel del kilo (læs mere om dette i afsnittet ”1864”).

”1864”
I ”1864” spiller Esben Dalgaard den store soldat og møller Erasmus. Da han første gang kom til casting, fik han ikke rollen, fordi han med sine 88 kilo ikke var stor nok. Men så blev han indkaldt til endnu en casting. Efter denne casting, blev han spurgt, om han havde lyst til at tage 30 kilo på, for dermed bedre at passe til rollen. Han besluttede sig for at sige ja til dette – og gik således i gang med at spise marsbarer, flødesovs, pasta og hvide ris for at komme til at veje mere. Han måtte også bruge tid på fitness, for som han har udtalt til Avisen.dk: ”Det er jo ikke kun noget med at spise usundt, for min karakter er møller og vant til at slæbe store melsække, så jeg skulle jo også opbygge noget muskelmasse”. Et år tog det Esben Dalgaard at tage de mange kilo på.

Efter indspilningerne af ”1864”, stod den for Esben Dalgaard vedkommende på optagelser til ”Bankerot”. For at kunne passe bedst muligt til rollen som Dion (i ”Bankerot”) måtte Esben  tabe 25 kilo. Med relation til dette, har Esben fortalt dette til Ekstra Bladet: ”Jeg gik all-in. Det var rimeligt intenst. Proteiner og træning.”

Serien ”1864” er instrueret af Ole Bornedal, har kostet 173 millioner at producere og er relateret til virkelige hændelser. Den handler om krig, kærlighed og politik og er baseret på Tom Buk-Swientys bøger ”Slagtebænk Dybbøl” og ”Dommedag Als”. Seriens skuespillere er bl.a. Jakob Oftebro, Jens Sætter-Lassen, Helle Fagralid, Johannes Lassen, Marie Tourell Søderberg og Nicolas Bro.

”Det er helt fantastisk at være med til at lave en så vigtig historisk tv-serie. Men det kommer også tæt på følelsesmæssigt, når man skal forestille sig, at man stikker en bajonet i maven på et andet menneske”. Således har Esben Dalgaard  udtalt til Ekstra Bladet.

”Livvagterne”
Esben Dalgaard spillede i afsnit 15 og 16 af tv-serien ”Livvagterne” (2009-2010) – om en række livvagter, der skal tage sig af forskellige sager – politikeren Thomas Eriksen (en af hovedrollerne i de afsnit). Afsnittene drejer sig om denne politiker og om at politikerens datter kidnappes. BT’s anmelder, Birgitte Grue, anmeldte i 2010 afsnit 16 af ”Livvagterne”. I sin anmeldelse skriver hun bl.a.: ”Thomas Eriksen: Den unge, pæne familiefar og solide politiker viste sig at spille dobbeltspil – både på jobbet og seksuelt. (…) Afsnittets virkelige oplevelse var: At se en ung skuespiller få sit tv-gennembrud. Jeg ønsker for 33-årige Esben Dalgaard Andersen, at den eksponering han i aftes fik som politiker på jagt efter at blive ‘kendt’, vil give ham selv en chance for at blive det. I rollen som Thomas Eriksen viste han tydeligt talent for at kunne være varm og væmmelig på samme tid – tilsat det meget vigtige for en skuespiller: at fremstå hemmelighedsfuld uden at blive kedelig.”

”Glistrup”
Forestillingen ”Glistrup” (med undertitlen ”Ned med skatten, op med humøret”) havde premiere i 2010, spillede på Bornholm og var på turné i Danmark og tog udgangspunkt i virkelige hændelser. Nærmere bestemt havde den fokus på politikeren Mogens Glistrups karriere og tilværelse. Esben Dalgaard Andersen varetog hovedrollen som Mogens Glistrup og skulle i forestillingen snakke som Glistrup gjorde det: Med bornholmsk dialekt. Dette øvede Esben Dalgaard Andersen sig på, ved bl.a. at lytte til arkivmateriale med udtalelser fra Mogens Glistrup – og så derefter gentage udtalelserne.

Bjarne Hansen, anmelder fra Netavisen Bornholm.nu, skrev, at Esben Dalgaard Andersen suverænt spillede Glistrup. Ifølge Troels Lind, anmelder fra Kultunaut.dk, var Esben Dalgaard Andersen fuldstændig overbevisende i stykket. Anne Mette Busch, anmelder fra Nordjyske.dk, brugte ordet ”knivskarpt” til at karakterisere skuespillerpræstationerne i ”Glistrup” (de andre medvirkende var: Kitt Maiken Mortensen, Nicolai Jandorf Klok og Martin Bo Lindsten). Esben Dalgaard Andersen modtog en Reumert Talentpris for sin præstation som Mogens Glistrup i ”Glistrup”.

Andre skuespilleropgaver
Esben Dalgaard  har bl.a.: Været med i teaterstykkerne ”Brøl” (Teater Grob) og ”Fjolsernes Forbund” (Eventministeriet/Det Kgl. Teater), optrådt i Kerteminde Revyen, foldet sig ud med forskellige roller i afsnit af underholdningsprogrammet ”Live fra Bremen” (sæson 4, 2011) og haft roller i spillefilmene ”Klassefesten 2: Begravelsen” (2014) og ”Når dyrene drømmer” (2014).

Esben Dalgaard kan også opleves som Rikert i ”Skammerens datter” og som værkstedsfører Bjørn i ”Råzone 2”.

Esben dalgaard

Om Karsten Nørgaard fra Juleønsket: Karsten er Julies far. Han er ambulanceredder og en rolig og afbalanceret type. Han elsker at lave sjov med de andre i familien. Eneste problem er, at de ikke altid forstår hans humor.

Billeder af Esben Dalgaard:

Esben_Dalgaard Esben_Dalgaard

Læs mere om skuespillerne fra Juleønsket:

Olivia Hillingsø … Julie
Jonathan Lindinger … Rafi
Helmer Solberg … Willy
Signe Skov … Julies mor, Vigdis
Marie Boda … Mie, Julies halvstoresøster
Pelle Krusbæk … Toke, Julies lillebror
Marijana Jankovic … Vogter-engel Gabi
Allan Hyde … Vogter-engel Michael

Se komplet liste over medvirkende her

Kilder: Danskefilm.dk, imdb.com, allthatmanagement.dk, dr.dk, eb.dk, avisen.dk, bt.dk, aoa.dk, nordjyske.dk, bornholm.nu, kultunaut.dk og aaretsreumert.dk